Derfor er en VPN vigtig for dig

tb 14. november, 2019
VPN

En VPN beskytter dit privatliv og anonymiserer din adfærd på nettet. Selvom VPN i mange tilfælde mest er kendt for at gøre det muligt for dig at bruge Netflix eller en anden streamingtjeneste i udlandet, er deres egentlige formål at forhindre cyberkriminelle og andre fra at snage i eller bruge din data mod dig.

Privatliv på internettet er blevet vigtigere og vigtigere i de seneste år. Dette har også skabt en fornyet interesse for VPN-tjenester.

Vi har derfor lavet denne korte introduktion til, hvad en VPN egentlig er for en størrelse – og hvordan den beskytter dit privatliv og kreditkortoplysninger.

Hvad er VPN?

En VPN, eller “Virtual Private Network”, er en metode til at skabe en direkte privat forbindelse mellem en bruger og et større netværk. VPN’er bliver mere og mere udbredte. De er en simpel måde til at kryptere og beskytte din computers sikkerhed – og dit privatliv.

Denne type forbindelse skaber altså en “tunnel” mellem dit eget netværk og et andet. Hvis du for eksempel bruger din bærbare computer på en offentlig forbindelse, såsom et café eller på biblioteket, kan du med en VPN beskytte dine oplysninger, så de ikke bliver stjålet eller overvåget af en hacker eller en fremmed server. Det er også nyttigt i dit eget hjem. Selvom du bruger en i forvejen sikker forbindelse, kan din data stadig blive opsnappet, hvis du bruger et usikkert password eller har kontakt til en dårligt beskyttet server.

Selv Apple er med en af de seneste iOS-opdatering hoppet med på bølgen. Du kan nu indstille din iPad og iPhone til at bruge din VPN-forbindelse uden først at skulle gå igennem en browser, der alligevel ikke beskytter din data, når du bruger andre apps.

Hvordan fungerer en VPN-forbindelse?

Når du først skal bruge en VPN-forbindelse, skal du logge ind på selve tjenesten. Det gør du enten via en browser eller en app. Når du er logget på, vil den data, du sender og modtager, blive ført gennem en række af forskellige servere, der er ejet af VPN-udbyderen. Ofte bliver forbindelsen også krypteret yderligere af VPN’en.

Ved at bruge en VPN, indsætter du derfor flere punkter mellem dig og en hjemmeside. Det er med til at maskere din IP-adresse, og derved beskytte dit privatliv og sikkerhed. En IP-adresse er den adresse, som din internetforbindelse normalt har. Det vil sige, at din internetudbyder, og andre der har adgang til din IP-adresse, kan se, hvor du færdes på nettet og ofte hvad du har lavet på bestemte hjemmesider. Ved at bruge en VPN, vil man kunne se, at du har besøgt VPN-tjenestens servere – og intet andet. Det vil sige, at din data er anonymiseret og svær at spore tilbage til dig.

Hvis du logger ind på en side, såsom for eksempel Facebook, vil ejeren af hjemmesiden naturligvis stadig kunne se, hvad du laver på siden. Men de vil ikke kunne identificere, hvor du er – eller om det overhovedet er dig, der har gjort det.

Hvilken slags data bliver beskyttet?

Når du bruger internettet, transmitterer du næsten altid en del af din data. Det kan være hvad, du laver, men også hvor i verden du er logget på og hvilke sider, du bruger hver dag. Ofte efterlader du brødkrummer, som kan bruges til at identificere dig. 

Du kan risikere, at de brødkrummer er mange penge værd i de forkerte hænder. Det kan være dine kreditkortoplysninger, hvor du bor og detaljer om din familie eller din adfærd. Bekymrer du dig om dit privatliv, er en VPN derfor en god løsning til at beskytte din følsomme data.

Hvilken VPN skal jeg vælge?

Leder du efter den bedste VPN? Så har Bredbånd.dk lavet en stor test og sammenligning af de 12 bedste VPN-tjenester. Den kan du finde under vores tests og anmeldelser. 
Listen afvejer fordele og ulemper ved de forskellige VPN-udbydere, såsom prisen, brugeroplevelsen og hastigheden på de forskellige tjenesters servere i Danmark. Den bliver løbende vedligeholdt, men hvis du har en tilføjelse, eller måske endda en helt ny konkurrent, skal du ikke tøve med at kontakte os.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Bredbånd.dk til et rart sted at være.