eSuperligaen fortsætter på tv

Kasper Skov Jensen 18. december, 2018

eSuperligaen vender tilbage til foråret.

Brøndby IF vandt i går den første udgave af eSuperligaen, en turnering hvor holdene fra den bedste danske fodboldrække dyster i fodboldspillet Fifa. Kampene blev sendt på Canal9, og de kommer også i tv, når eSuperligaen, når den vender tilbage. Ifølge Discovery Networks, der er medarrangør af ligaen, og ejer Canal9, har det været en helt rigtig beslutning at vise de mange fifa-kampe på kanalen.

Læs også:Strive får danske kommentatorer

– Efter sådan et finalebrag foran tusinder af fans og den modtagelse eSuperligaen generelt har fået, er vi blevet bekræftet i, at vi har ramt noget rigtigt, og noget som vi skal bygge videre på. Vi har spillere i den absolutte verdensklasse, dedikerede fans og gode kræfter, der vil dansk esport. Denne sæson har i hvert fald givet os blod på tanden til mere, så nu må vi se, hvad foråret byder på, siger sportsdirektør for Discovery Networks Danmark, Anders Antonsen i en pressemeddelelse.

Med førstepladsen sikrede Brøndby IF sig 150.000 kr. Vejle, der sluttede som nummer to fik 75.000 kr.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Bredbånd.dk til et rart sted at være.