Fælles streamingtjeneste får en lunken modtagelse i Danmark

Kasper Skov Jensen 12. oktober, 2018

I Norge er flere aktører gået sammen om at lave en fælles streamingtjeneste. Det er dog ikke en model, der umiddelbart er på vej til at sprede sig i Danmark.

En streamingtjeneste, der samler indholdet fra en masse andre. Så kort kan Strim beskrives. Det er navnet på en ny norsk streamingtjeneste, hvor nordmændene kan se indhold fra blandt andre HBO Nordic, TV 2, Disney og Discovery. Ambitionen er at kunne konkurrere med den amerikanske gigant Netflix.

Selvom Netflix også er den største konkurrent for streamingtjenesterne herhjemme, får det norske tiltag ikke champagnepropperne til at springe hos de danske streamingtjenester.

Læs også:STOR GUIDE: Sådan får du dansk Netflix til 17 kr. – helt lovligt

Hos dansk TV 2, der har præsenteret ny strategi med fokus på streamingplatformen TV 2 Play, er man afventende. Bredbånd.dk har været i kontakt med TV 2, som ikke ønsker at kommentere den norske tjeneste. Man fortæller dog, at man følger udviklingen med interesse.

Hos Discovery Networks, som ejer streamingtjenesterne Dplay og Eurosport Player, er man ligeledes afventende.

– Vi er altid interesserede i at få bragt vores indhold ud på så mange platforme som muligt, til så mange brugere som muligt. Men lige nu er der ingen planer om at lave noget tilsvarende i Danmark, siger Casper Felt, Communications Manager hos Discovery Networks i Danmark, til Bredbånd.dk

Fra kommunikationsafdelingen i den danske afdeling af HBO Nordic lyder det, at man følger udviklingen i Norge, men ikke har yderligere kommentarer.

Læs også:Her er de bedste streamingtjenester

Bredbånd.dk har også bedt Viaplay og More om en kommentar. De er dog ikke vendt tilbage endnu

Artiklen er opdateret mandag den 15. oktober kl. 09:48 med kommentar fra HBO Nordic

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Bredbånd.dk til et rart sted at være.