Frankrig indfører skat på tech-giganter

Kasper Skov Jensen 11. juli, 2019

Som det første land har Frankrig vedtaget en skat på Google, Amazon Facebook og Apple.

Herhjemme har politikerne længe talt om forskellige muligheder for at beskatte techgiganter som Google og Facebook. I Frankrig vedtog man torsdag en skat på 3%, der rammer de store amerikanske firmaer. Skatten gælder de firmaer, der globalt set har en omsætning på mere end 750 millioner euro og har en omsætning på mere end 25 millioner euro i digitalt salg i Frankrig.

Det er blevet døbt GAFA-skatten – et akronym for Google, Amazon, Facebook og Apple. 

Det har medført skarp kritik fra USA. Den amerikanske præsident, Donald Trump, har nedsat et udvalg, der skal undersøge sagen nærmere. Det får dog ikke Frankrig til at rykke sig, lød det fra den franske finansminister. 

Læs også: Britisk regering vil indføre skat på tech-giganter

– Jeg tror på, at vi som allierede kan løse vores uenigheder på andre måder end trusler. Frankrig er en suveræn stat, der tager, og vil fortsætte med at tage, suveræne beslutninger om skat, sagde Bruno Le Maire på talerstolen i det franske senat, ifølge Bloomberg.

Nu har den franske præsident, Emmanuel Macron, to uger til at underskrive loven, som så træder i kraft med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2019. 

Omkring 30 firmaer vil blive omfattet af skatten. De fleste er amerikanske, men det gælder også franske, tyske, britiske og kinesiske firmaer.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Bredbånd.dk til et rart sted at være.