Her er det endegyldige bevis: Disney-streamingtjeneste er på vej

Kasper Skov Jensen 04. marts, 2019

Disney har åbnet for brugere, der vil høre mere om streamingtjenesten Disney Plus.

Det har længe været kendt, at Disney ville lave sin egen streamingtjeneste kaldet Disney Plus, og nu har vi så fået den første lillebitte forsmag på det. Går man ind på Disneyplus.com bliver man ledt over til en dansk side, hvor man kan skrive sig op til mere information om streamingtjenesten. Men derudover er der ingen oplysninger.

Disney Plus vil blandt andet have indhold fra Disneys enorme bagkatalog og datterselskaber som Marvel og Pixar. Men derudover ved stort set intet om Disney Plus fra officielt hold. Amerikanske medier mener at vide, at tjenesten går i luften i løbet af efteråret 2019.

Læs også:Disney vil købe større andel af streamingtjenesten Hulu

Priserne på abonnementer er heller ikke offentliggjort endnu. Disney-topchef Bob Iger har dog sagt, at det bliver markant billigere end Netflix, fordi der er markant mindre indhold. Et forsigtigt bud vil være, at Disney også laver forskellige priser alt efter landet. I Danmark koster det billigste Netflix-abonnement 79 kroner, så vi kan nok forvente, at Disney Plus bliver markant billigere end det.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Bredbånd.dk til et rart sted at være.