Hurtigere bredbånd til Region Sjælland

Kasper Skov Jensen 03. oktober, 2018

Indbyggere i Region Sjælland får bedre mulighed for at få hurtigere bredbånd. SEAS-NVE og Fibia vil bruge 3,4 mia. kr. på fibernet over fem år.

Det koster mange penge at etablere fibernet, der giver lynhurtige bredbåndsforbindelser. Som vi tidligere har fortalt her på Bredbånd.dk står det sløjt til med internethastigheden på store dele af Sjælland, Lolland og Falster. Det vil det sjællandske energiselskab SEAS-NVE og fiberselskabet Fibia lave om på. Over de næste fem år er der afsat en pulje på i alt 3,4 milliarder kroner til at etablere fibnernet i Region Sjælland.

Klima,energi- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V) jubler over den nye pulje.

– Det er regeringens politik, at vi i Danmark skal have de bedst mulige rammer for at tilbyde bredbånd på markedsmæssige vilkår. Derfor er det også glædeligt, at SEAS-NVE med dette initiativ giver borgere og virksomheder i Syd- og Vestsjælland samt på Lolland og Falster mulighed for at koble sig på en digital højhastighedsmotorvej. Det er jo nærmest telepolitisk danmarkshistorie, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Læs også:Se kortet: Så mange i din by har langsomt internet

Også hos Landdistrikternes Fællesråd er der glæde over, at hele regionen kan se frem til en 1GB internetforbindelse.

– Tidssvarende og fremtidssikret digital infrastruktur er altafgørende for muligheden for at tiltrække både børnefamilier, små virksomheder og iværksættere, og er en helt central forudsætning for udvikling i landdistrikterne, herunder også offentlige tiltag som telemedicin etc. Det er derfor rigtig glædeligt, at SEAS-NVE nu tager fat i problemet og investerer i lynhurtigt bredbånd til det vestlige og sydlige Sjælland, Lolland, Falster og øerne, siger Steffen Damsgaard, der er formand i Landdistrikternes Fællesråd, i en pressemeddelelse.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Bredbånd.dk til et rart sted at være.