Netflix bliver del af Yousees bland selv pakke

Kasper Skov Jensen 06. december, 2018

Netflix kan nu vælges som en del af Yousees tv-pakke, hvor kunderne kan blande selv.

Verdens største streamingtjeneste Netflix kommer med som en valgmulighed i Yousees bland selv tv-pakke. Afhængigt af, hvilken pakke man vælger får man et antal point, som man kan blande streamingtjenester for, og det er her Netflix fremover vil være at finde.

Det nye samarbejde glæder streaminggiganten.

– Vi glæder os over vores samarbejde med Yousee, der gør det endnu lettere for danskerne at få adgang til vores unikke indhold som f.eks. “House of Cards” eller den populære danske serie, “The Rain”. Via vores partnerskab med Yousee får de danske tv-kunder nu mulighed for at tilføje Netflix-tjenesten til Danmarks mest fleksible tv-tilbud og får dermed adgang til at nyde den bedste underholdning på ét sted, siger Rene Rummel-Mergeryan, Director of Business Development i Netflix Europe, i en pressemeddelelse.

Læs også:Yousee hæver priserne – igen

Yousees forsøg på at holde fast i tv-kunderne gennem bland selv tv, er ikke noget nyt. Men samarbejdet med Netflix har været efterspurgt, fortæller direktøren.

– Vores kunder har virkelig taget Bland Selv-konceptet til sig, men de har selvfølgelig efterspurgt at få Netflix med ombord, så det her er en virkelig stor dag for både os og vores kunder, siger Jacob Mortensen, direktør for Yousee.

Næsten 200.000 kunder har bland selv tv fra Yousee.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Bredbånd.dk til et rart sted at være.