Ny dom: Teleselskaber kan ikke tvinges til at udlevere dig, hvis du downloader ulovligt

Kasper Skov Jensen 05. september, 2018

Teleselskaberne kan ikke tvinges til at fortælle rettighedshaverne om dig, hvis du downloader noget du ikke må.

Tusindvis af danskere har tidligere fået et brev fra advokatfirmaer, fordi de har downloadet film ulovligt eller brugt ulovlige streamingstjenester, men den slags breve er der måske sat en stopper for nu. Østre Landsret har nemlig afgjort, at teleselskaber ikke kan tvinges til at udlevere oplysninger om hvem, der har specifikke ip-adresser, som rettighedshaverne har identificeret i forbindelse med ulovlighederne.

Dermed har landets næsthøjeste retsinstans omstødt en tidligere dom fra byretten, der pålagde teleselskaberne Telia og Telenor at udlevere oplysningerne til de private rettighedshavere.

I sin domsafsigelse har landsretten vurderet, at hensynet til at beskytte identiteten på de mennesker, der har downloadet eller fået adgang til filmene vejer tungere end bruddet på ophavsretten til filmene, som rettighedshaverne har.

Hos Telenor, som var med til at anke dommen fra byretten, er der tilfredshed med landsrettens dom.

– Dette er en vigtig sejr for vores ret til at beskytte vores kunders data. I Telenor værner vi om vores kunders data og tillid. Derfor har det været os magtpåliggende, at vi ikke kan blive pålagt, nærmest per automatik at udlevere stakkevis af persondata om vores kunder, blot for at understøtte nogle private aktører, der er drevet af kommercielle interesser, siger juridisk direktør i Telenor Danmark, Mette Eistrøm Krüger, i en pressemeddelelse.

Rettighedshaverne har endnu ikke besluttet sig for om sagen skal ankes til Højesteret. Det fortæller deres advokat til bredbånd.dk

– Jeg synes, det er en trist besked til rettighedshaverne. Nu må filmbranchen vurdere, om sagen skal gå videre til Højesteret. Det er der måske behov for, fordi landsretten kom frem til det stik modsatte resultat af byretten. Men det er der ikke taget stilling til endnu, siger advokat og partner hos Njord Law Firm, Jeppe Brogaard Clausen.

Allerede mens sagen blev behandlet, havde den store konsekvenser for rettighedshaverne, fortæller Jeppe Brogaard Clausen, der håber at politiet fremover vil gå ind i sagerne.

– Mens den her sag har kørt, og der har været en pause i udsendelsen af brevene, har Rettighedsalliancen registreret en stigning på 67 procent af tilfælde, hvor man mener, at der bliver downloadet eller streamet ulovligt indhold. Nu må branchen så indstille sig på, at ip-adresser ikke kan bruges til identificering når private rettighedshavere bliver krænket. Men politiet har stadig den mulighed, siger han.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Bredbånd.dk til et rart sted at være.