Ny kampagne vil flytte danskerne fra ulovlige til lovlige hjemmesider

Kasper Skov Jensen 04. oktober, 2018

Kulturministeriet, RettighedsAlliancen, Teleindustrien og Dansk Industri går sammen om at lokke danskere fra ulovlige til lovlige hjemmesider.

Ifølge tal fra RettighedsAlliancen er antallet af danske besøg på ulovlige hjemmesider steget med 67 procent fra 2016 til 2017. Det har fået Kulturministeriet, RettighedsAlliancen, Teleindustrien og Dansk Industri til at gå sammen om kampagnen Share With Care, som skal få danskerne til at bruge lovlige hjemmesider.

Besøgende på nogle de ulovlige hjemmesider vil blive mødt af et gult skilt, der guider til, hvor man kan få samme indhold lovligt. Kampagnen dukker også op andre steder.

Læs også:Surf sikkert og anonymt med en VPN

– Der er mange gode grunde til at sætte ind over for det ulovlige marked. Ikke mindst skal vi passe på kunstnernes rettigheder, for at sikre det de lever af. Vi ved, at den tilgang, som Share With Care står for, virker effektivt og stopper mindst 75 procent. af trafikken til hjemmesider, der står bag distribution af ulovlige produkter, siger RettighedsAlliancens direktør, Maria Fredenslund, i en pressemeddelelse.

Dansk Erhverv lavede tidligere i år en undersøgelse, der viste at 47 procent af danskerne savner mere information om, hvordan man skelner mellem lovlige og ulovlige sider med streaming og download.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Bredbånd.dk til et rart sted at være.