Nyt selskab overrasker: En hastighed – en pris

Kasper Skov Jensen 13. maj, 2019
Foto:
Fastspeed

Det nye bredbåndsselskab Fastspeed er klar til at modtage bestillinger. Produktet er enkelt: én hastighed til én pris.

Hos de fleste bredbåndsselskaber skal man tage stilling til forskellige hastigheder til forskellige priser. Sådan er det ikke hos Fastspeed. Her er der kun én hastighed og én pris: 1.000 Mbit/s for 249 kroner.

Det gør det mere enkelt at være bredbåndskunde, forklarer Fastspeed-direktør Jens Raith, i en pressemeddelelse.

Læs også: Nyt bredbåndsselskab afviser Telenor: Vi bliver mærkbart billigere

– Vi vil sætte en ny agenda i markedet. Mange af vores konkurrenter har travlt med at bundle bredbånd med alverdens tillægsydelser og båndbredder, der sætter begrænsninger for kunderne. Vi går den modsatte vej og slipper bredbåndet frit, med et helt enkelt produkt, som alle kan forstå, siger han.

Indtil videre leverer Fastspeed bredbånd via kabel-tv-forbindelsen, så det er ikke alle danskere, der endnu kan glæde sig over endnu en bredbåndsmulighed. Selskabet oplyser, at man på nuværende tidspunkt dækker en million husstande.

Inden 1. juli koster oprettelsen hos det nye selskab 99 kroner.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Bredbånd.dk til et rart sted at være.