Vil indføre høje bøder og lange fængselsstraffe for ikke at udlevere koder til myndigheder

Kasper Skov Jensen 01. oktober, 2018

Australske politikere vil tage hårdere metoder i brug for at bekæmpe kriminalitet. Politiet skal have udleveret mistænktes adgangskoder, ellers vanker der tårnhøje bøder og lange fængselsstraffe.

Hvis du passer godt på dit privatliv, bør du måske overveje det en ekstra gang inden du tager på ferie til Australien. Landets politikere vil indføre en lov, der skal tvinge mistænkte til at udlevere adgangskoder og pinkoder til politiet. Nægter man er straffen op til fem års fængsel eller bøder på over 60.000 australske dollars – svarende til 278.000 danske kroner.

Det skriver Daily Mail.

Læs også:STOR GUIDE: Sådan får du dansk Netflix til 17 kr. – helt lovligt

Loven vil også pålægge firmaer at hjælpe myndigheder med at bryde krypteringer. Straffen for virksomheder, der nægter er en bøde på 10 millioner dollars; lidt under 50 millioner. danske kroner.

For personer, der er mistænkt for noget terrorrelateret, er fængselsstraffen skærpet til 10 år.

I Danmark skal Højesteret tage stilling til, om politiet må tvinge en anholdt til at låse sin mobil op med fingeraftryk, eller om det skal sidestilles med pinkodelåse og dermed ikke være tilladt. Højesteret oplyser til Bredbånd.dk, at sagen behandles skriftligt. Det vides endnu ikke, hvornår den afgøres.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Bredbånd.dk til et rart sted at være.