YouSee sænker sine priser på bredbånd

Jonas Kjær 18. november, 2020
YouSee sænker sine priser

Priser hos YouSee har længe været noget højere end hos deres konkurrenter – især når det gælder bredbånd.

Men i november 2020 er det slut.

YouSee har annonceret, at de fra 9. november har ændret i deres prissætning for bredbånd via kabel tv-stikket (COAX). Fra nu af tilbyder de kun to abonnementer – og to priser:

  • 200/20 Mbit/s for 249 kr./md.
  • 1000/100 Mbit/s for 299 kr./md.

YouSee lægger sig dermed (næsten) på linje med flere af sine konkurrenter – heriblandt Telenor MaxSpeed, FastSpeed og Hiper – der alle enten har sænket sine priser i år eller er en nyere teleudbyder, der i forvejen havde udmærket sig ved at have en lav månedlig pris.

En af de største danske udbyderne har derfor nu officielt meldt sig ind i bredbåndskrigen.

Hvorfor sænker YouSee deres priser på bredbånd?

YouSee har været udfordret længe.

2020 har generelt været et hårdt år for teleudbyderen, der både har mistet kunder (og Discoverys kanaler i deres TV-pakke), men også gennemgået større nedskæringer.

Melding om de nye abonnementer og priser kommer efter, at YouSee har udsendt deres regnskab for tredje kvartal af 2020, hvor det igen er tydeligt, at de fortsat mister bredbånds-, TV- og mobilkunder.

Over 2020 har YouSee mistet cirka 75.000 bredbåndskunder. På trods af dette har de stadig en markedsandel på 42,1% inden for bredbånd og internet.

YouSee har altså valgt at sænke deres generel priser – og tilbyde en fordobling i hastighed for mange eksisterende kunder – for at stoppe kundeflugten og sikre deres markedsandel.

Hvor ligger YouSees priser i forhold til konkurrencen?

YouSee har længe været blandt de dyrere bredbåndsudbydere.

Det høje prisleje har de i vid udstrækning kunnet tillade sig, fordi de:

  1. Har en i forvejen høj markedsandel – da mange samler deres mobil-, bredbånd- og TV-tilbud ét sted, samt er en af de ældste teleudbydere i Danmark
  2. Har et prisvindende netværk – både når det kommer til mobil og de forskellige typer af bredbånd
  3. Ofte er de første med ny teknologi – heriblandt fibernet og det nye 5G-netværk

Med de nye bredbåndspriser via kabel tv-stikket (COAX) er YouSee blevet en mere levedygtig konkurrent til de mange andre (og nyere) teleudbydere, der er kommet på markedet over de seneste år. Især udbydere såsom Hiper og FastSpeed, der har lejet sig ind på YouSees netværk.

Er dette starten på en bredbåndskrig?

At YouSee – og tidligere på året, Telenor – begge har sænket sine priser på bredbånd tyder på, at vi over de næste par år kan forvente en større konkurrence mellem teleudbyderne.

For kunder betyder det ofte flere tilbudskampagner, ekstra ydelser inkluderet i prisen og generelt lavere priser. Den loyalitet som YouSee og de andre større teleudbydere har levet på siden 90’erne og 00’erne er ved at forsvinde – især som nyere teknologier såsom fibernet kræver en installation og tilkobling til et nyt netværk.

Som vi nærmer os julen, og med ny lanceringerne af både streamingtjenester og den næste generation af spilkonsoller, kommer efterspørgslen på bedre bredbånd ikke til at falde. Hvis den nye Playstation 5 eller Xbox Series X/S er landet på ønskesedlen, bliver det sværere at retfærdiggøre en dyr – men langsom eller kun gennemsnitlig – internetforbindelse.

Bredbåndskrigen er derfor næppe over, når vi rammer 2021.

Er det værd at skifte til YouSee – eller opgradere sit bredbånd?

Hvorvidt det er værd at skifte til YouSee afhænger til dels af, hvor glad du er for din nuværende udbyder.

Er det udelukkende et spørgsmål om hastighed, anbefaler vi, at du tager vores hastighedstest. Husk dog, at din egentlige hastighed kan være lavere, fordi testen køres over WiFi – eller fordi din teleudbyder kun garanterer hastighed op til en minimumsgrænse. Dette vil også være tilfældet hos YouSee.

Er du i forvejen kunde hos YouSee er der dog overordnet set penge at spare.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Bredbånd.dk til et rart sted at være.