Udover de ovenstående tjenester findes der en masse tilgængelige streamingtjenester i Danmark. Vi har samlet en håndfuld her, som også tiltrækker masser af brugere, da deres indhold også er i topklasse. Visse udbydere tilbyder en måned gratis prøveperiode, på udvalgte streamingtjenester. Sammenlign priser på bredbånd, og se hvad du kan få af hastigheder på din adresse.
Min Bio er Nordisk Films bud på en streamingtjeneste til børnene. Aldersspændet er vidt, og der er underholdning til børn i de fleste aldersgrupper. Udover tegnefilm og serier kan Min Bio også byde på mere lærerige programmer. Intet af indholdet er dog opdelt i kategorier eller genrer, så man ender hurtigt med at have brugt helt uforholdsmæssigt lang tid på at finde noget at se.
Hvorfor Nordisk Film helt har droppet enhver form for inddeling skal være usagt, men det giver et noget forældet og rodet indtryk. Mange familier vil kunne finde plads til Minbio i budgettet. Første måned er gratis. Køber du et år ad gangen, er prisen 39 kroner om måneden.
Viafree har en lidt speciel forretningsmodel. Forestil dig de korte reklameblokke, du er vant til at se før videoer på nettet. På den 100 procent reklamefinansierede streamingtjeneste Viafree bliver alle programmer afbrudt af reklamer, man ikke kan springe over. Til gengæld er alt indhold gratis, og der er en hel del af det. På Viafree finder du det meste af det, du kender fra Viasat-kanalerne, altså dansk og udenlandsk underholdning.
Viafree byder desuden på et gensyn med legendariske tv-serier som “Beverly Hills 90210”, “Horton Sagaen”, “Glamour”, “Dollars” og “Melrose Place.” Nogle af de udenlandske programmer har udløbsdatoer, men det gælder heldigvis ikke de førnævnte klassikere.
Reklamepauserne er en smule kortere end på tv. En udsendelse på 45 minutter bliver afbrudt omtrent fire gange af reklamepauser på fire minutter hver.
SF Kids Play er en streamingtjeneste til børnene, hvor de selv kan trykke sig rundt, uden du behøver være bekymret. Indholdet er opdelt i aldersgrupper fra 0 til 10 år. Udvalget er ikke overvældende, men ungerne kan hygge sig med blandt andre byggemand Bob, Alfons Åberg og Emil fra Lønneberg. Første måned er gratis og derefter koster abonnementet 59 kroner om måneden.
Streamingtjenester til børn er generelt en rigtig stor succes, da det er fantastisk med kvalitetsindhold til at underholde de mindste.
Filmstriben får langt fra den konstante hype, der omgiver andre streamingtjenester, et godt stykke nede i glemslens dybe afgrund finder vi Filmstriben, som er de danske bibliotekers streamingtjeneste. Adgangen er gratis, du skal bare være registreret som låner på dit lokale bibliotek.
Mængden af indhold, du kan se hjemmefra er langtfra overvældende og man kan kun leje tre titler om måneden. Men du finder oplysende og velproducerede dokumentarer, som udvider din horisont og tankevækkende spillefilm.
Filmstribens helt store styrke er kataloget med smalle dokumentarer og spillefilm, som aldrig vil få seerne nok på kommercielle platforme.