Star – Disney’s streaming for voksne

Disney plus

Disney Plus får snart endnu mere indhold målrettet voksne.

I 2021 bliver Star, den internationale version af Hulu, nemlig en del af Disney Plus. Det blev annonceret under Disneys sidste aktionærmøde i 2020.

Med Star kommer du til at kunne se et væld af film og TV-serier, der ikke tidligere har været tilgængeligt i Danmark – eller som andre streamingtjenester såsom Netflix, Viaplay og HBO har licens til i øjeblikket.

I denne artikel forklarer vi kort:

  • Hvad er Star – og minder det om Hulu?
  • Hvornår kommer Star til Danmark?
  • Hvad koster det?
  • Hvad kan vi forvente af film og TV-serier på Star?

Hvad er Star med Disney Plus?

Disney Plus’ Star dækker over indhold til voksne, som ikke falder under et af de mere velkendte og større brands.

Star kommer blandt andet til at have indhold fra:

  • ABC
  • FX
  • 20th Century (tidl. 20th Century Fox)
  • Searchlight
  • Freeform

Med andre ord, så er det alle Disneys egne film og TV-serier, der ikke hører hjemme i kategorierne: Star Wars, Disney Animation, Marvel Studios, National Geographic og Pixar.

I Danmark er dette indhold tidligere blevet udliciteret til andre tjenester (såsom Viaplay, HBO og Netflix). Men med lanceringen af Disney Plus bør vi nu forvente, at disse aftaler udløber – og indholdet kommer tilbage til Disney.

I USA er disse film og TV-serier typisk tilgængeligt på Disneys anden streamingtjeneste Hulu. Af den årsag er Star også blevet kaldt den internationale version af Hulu.

(Vil du gerne se almindelig Hulu allerede nu? Så læs vores guide til, hvordan du ser Hulu i Danmark.) Du kan også sammenligne priser på bredbånd, og se hvilke evt. udbydere som tilbyder Disney i deres abonnement.

Hvornår kommer Star til Danmark?

Star kommer til Danmark i løbet af 2021.

En mere præcis dato er endnu ikke blevet offentliggjort.

Prisstigningen på Disney Plus træder dog i kraft d. 23. februar 2021. Det tyder på, at det ekstra indhold ikke er langt bagefter.

Timingen er dog bemærkelsesværdig, da også HBO har planlagt et større indtog i Danmark med HBO Max. Konkurrencen mellem streamingkæmperne bliver kun større fra 2021.

Hvad koster det?

Star bliver en integreret del af Disney Plus.

Det betyder, at hvis du har Disney Plus, har du også Star. Du skal altså ikke betale mere for også at få Star.

Selve prisen på Disney Plus kommer dog til at stige, sammenlignet med tidligere.

Frem til februar 2021 kan du få Disney Plus for 59 kroner om måneden (eller med et årsabonnement på 589 kr.). Efter februar stiger månedsprisen dog til 79 kroner, og årsabonnement stiger til 790 kr.

Hvis du køber et årsabonnement inden prisstigningen, slipper du med kun at betale den oprindelige pris det første år.

disney plus streaming

Hvad kan vi forvente at få at se med Star på Disney Plus?

Star kommer til at levere indhold til voksne fra ABC, FX, 20th Century, Searchlight og Freeform.

Populære TV-serier fra disse brands inkluderer:

  • 24
  • Bones
  • Buffy: The Vampire Slayer
  • Family Guy
  • Fargo
  • Grey’s Anatomy
  • How I Met Your Mother
  • Scrubs
  • Sons of Anarchy
  • Walking Dead
  • X-Files

Disney – og deres tilhørende produktionsselskaber – har dog tidligere indgået licensaftaler med andre streamingtjenester i Danmark. De licensaftaler har en udløbsdato. Det betyder, at selvom Disneys produktionsselskaber har lavet de film og TV-serier, kan det være, at Disney ikke har juridisk ret til at vise det indhold i Danmark.

Det kan derfor tage tid før alle film og og TV-serier fra disse brands kan findes på Disney Plus.

I dag sidder især Viaplay på en stor del af Disneys indhold til voksne. Da Disney står for en betragtelig procentdel af deres streamingindhold, har Viaplay særligt incitament til ikke at opgive de film og TV-serier, de har købt licens til fra Disney. Men når de nuværende aftaler udløber, er det udelukkende op til Disney, hvorvidt de vil tage indholdet tilbage – eller om de vil indgå en ny licensaftale.