Derfor skal du glæde dig til 5G

Kasper Skov Jensen 21. november, 2018

Mange ting bliver radikalt forandret, når 5G bliver hverdag.

Efter årevis med snak og atter snak, er der for alvor kommet skub i udrulningen af det nye superhurtige 5G-netværk. Herhjemme arbejder så godt som alle store selskaber på det, og alt peger i retning af 2019 som det første store 5G-år.

Men hvad kommer det til at få af praktisk betydning, når vi går fra 4G til 5G. Det har World Economic Forum kigget nærmere på i en Facebook-video.

Først og fremmest bliver det op til 100 gange hurtigere end det nuværende netværk. TDC lavede nogle tests tidligere på året, hvor man kom op på lidt over 1 GB/s – altså det samme som 1.000 MB i sekundet. Dertil kommer, at forsinkelsen fra der foretages en handling til den bliver registreret kommer helt ned på 1 millisekund. Det vil i praksis gøre det muligt at foretage fjernstyrede operationer og sende kommandoer til selvkørende biler.

Læs også:Se kortet: Så meget koster bredbånd over hele verden

World Economic Forum forklarer, at 5G er meget mere energieffektivt. Det betyder, at smartphonens batteri kan holde længere, og der skal ikke bruges så mange af klodens ressourcer på at oplade batteriet.

Den voldsomme forbedring i hastighed gør det muligt at overvåge luftkvalitet og forurening i realtid, og desuden vil det gøre det nemmere at få dækning de steder det ikke kan lade sig gøre i dag.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Bredbånd.dk til et rart sted at være.