Danskernes forbrug af streamingtjenester i 2020

Ny undersøgelse: Danskernes forbrug af streamingtjenester i 2020

Kasper Skov Jensen 11. marts, 2020
streaming undersøgelse 2020

YouGov har for nyligt undersøgt danskernes forbrug af streamingtjenester

Rapporten har flere interessante fund om vores (og vores naboers) medieforbrug, når det kommer til streaming.

Vi har samlet nogle af de mest interessante fund om danskernes streamingvaner i 2020.

Er du på jagt efter en ny streamingtjeneste? Så tester vi regelmæssigt alle de bedste streamingtjenester i Danmark.

Hvem er de største streamingtjenester i Danmark?

DRTV og Netflix er – ikke overraskende – de to kolosser på markedet. De har markedsandele på henholdsvis 48% og 42%.

Der har også været en gevaldig gang i streamingtjenester fra udbydere såsom Viasat (Viaplay) og Discovery Networks Danmark (Dplay), der tidligere nok har været mest kendte for deres udbud af kabeltv- og satellitkanaler såsom Discovery, Viasat Sport og TV3. Især Dplays fokus på dokumentarer, reality-tv og sport og Viaplays prioritering af nyere spillefilm har givet dem begge en tydeligere profil i forhold til nogle af de større streamingtjenester.

Godt og vel to ud af tre danskere bruger en eller flere streamingtjenester hver måned. I gennemsnit har danskere 2,3 film- og tv-streamingtjenester i husstanden, inklusiv licens. 

Den obligatoriske medielicens er naturligvis med til at puste det tal lidt op. Men selv hvis man fjerner den fra beregningen, betyder det stadig, at vi hver måned betaler for lidt over 7,5 mio. abonnementer på streamingtjenester i Danmark. Det reelle tal er nok lidt lavere, da flere brugerne betaler for ét abonnement, men deles om adgang.

De yngre har et større forbrug af streaming end de ældre

Jo yngre man er, desto flere streamingtjenester bruger man også. De 18-39 årige bruger i gennemsnit 3,5 streamingtjenester til film og tv om måneden. 

Det er ikke overraskende, at de yngre generationer har taget varmt imod de digitale tjenester, der giver et bredt udvalg af indhold på det tidspunkt, man ønsker. 

Internettet og især YouTube har gjort on-demand underholdning til en forventning, frem for en sjælden eksklusivitet. Det gælder særligt for de yngste, der er vokset op med streamingtjenester og internettet.

Nye streamingtjenester har en mindre en markedsandel

Mange af de største streamingtjenester er også blandt de ældste i Danmark.

  • DRTV har eksisteret som streamingtjeneste siden 2014
    – men programmer og klip har været tilgængelige på DRs egen hjemmeside siden omkring årtusindskiftet.
  • TV 2 Play har været på forfronten af streamingmarkedet siden 2004
    – tjenesten hed oprindeligt TV 2 Sputnik, men skiftede til deres nuværende navn i 2014
  • Viaplay blev lanceret i 2011
    – ejet af Viasat, der tidligere var mest kendt som kabeltv-distributør af TV3, Canal9, National Geographics m.m.
  • Netflix kom til Danmark i 2012
    – de var den første af de store udenlandske streamingtjenester, som blev tilgængelige i Danmark
  • HBO Nordic kom til Danmark i 2012
    – den næste af de store amerikanske streaminggiganter

Alderen på streamingtjenesten korrelerer i høj grad med deres andel af brugere. De allernyeste streamingtjenester bruges kun af en lille procentdel (2-7%) af danskere. De er dog langt mere populære blandt brugere under 40 år (DPlay 11%, Amazon Prime 7% & Apple TV+ 4%.)

Da Disney+ i skrivende stund ikke er lanceret i Danmark endnu, har de ikke indgået i undersøgelsen.

Hvad betyder priserne på streaming?

YouGov har også spurgt ind til, hvor stor en betydning som prisen (og værdi for pengene) har vores streamingforbrug.

DRTV og Netflix sidder fortsat i toppen, når det kommer til brugernes vurdering af kvalitet og værdi for pengene.

DRTV med sin Public Service-forpligtelse står især stærk, når det kommer til kvaliteten, som respondenterne vurderer til at være høj (43%). 

Netflix havde i 2019 en noget lavere månedspris (99 kr.) end medielicensen (160 kr. i 2019), men begge vurderes til at levere god værdi for pengene.

TV 2 Play, HBO Nordic og Viaplay danner den resterende Top 5 over streamingtjenester, der leverer kvalitet for en rimelig værdi for pengene.

De andre amerikanske streamingtjenester klarer sig lidt værre, hvilket til dels kan tilskrives forbrugernes sparsomme kendskab til de enkelte tjenester. Kun ViaFree, som er ViaPlays reklamefinansierede streamingtjeneste, ses som at have en decideret negativ kvalitet – selvom den er gratis.

1
1

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Bredbånd.dk til et rart sted at være.