Så mange danskere bliver kontaktet af it-kriminelle

Kasper Skov Jensen 15. oktober, 2018

It-kriminelle har opdaget, at danskerne er lettere at snyde end så mange andre folkeslag, viser ny undersøgelse.

“Hjælpsomme” opkald fra folk, der vil fikse computeren og slægtninge fra fjerne egne af verden, der lover en del af arven, hvis de lige får nogle penge først. It-kriminelle har mange måder at snyde ofre på, og desværre står danskerne tit for skud. En undersøgelse som Microsoft har lavet viser, at 68 procent af danskerne er blevet kontaktet af it-kriminelle i løbet af 2018.

Det skriver Ritzau.

Undersøgelsen er foretaget i 16 lande med 1.000 svarpersoner fra hvert land. Globalt set er forbrugerne blevet bedre til at gennemskue svindlen, men bare ikke her i Danmark. I år har syv procent af de adspurgte danskere mistet penge på svindlen. Det er tre procentpoint flere end i 2016.

Læs også:Fælles streamingtjeneste får en lunken modtagelse i Danmark

Det er vigtigt at være skeptisk for at undgå svindlerne, påpeger Microsoft.

– Man skal altid holde øje med, hvem der skriver. Er det en mistænkelig mail eller et mistænkeligt link, skal man ikke åbne det. Så ringer der pludselig en medarbejder fra Microsoft og spørger om ting, uden man havde forventet det, er det i sig selv mistænkeligt, siger Andreas Aksglæde Stahl, der er divisionschef for Windows og Office 365 hos Microsoft i Danmark.

Læs også:Sony: Vi arbejder på en efterfølger til Playstation 4

I modsætning til, hvad man måske skulle tro er det, ifølge undersøgelsen, ofte personer mellem 24 og 37 år, der bliver snydt.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Bredbånd.dk til et rart sted at være.