Strive og TV 2 laver samarbejde

Kasper Skov Jensen 14. januar, 2019
Foto:
Miklos Szabo/TV 2

Streamingtjenesten Strive indgår samarbejde med TV 2, der får lov til at vise én fodboldkamp om ugen.

Den uheldsramte streamingtjeneste Strive, der har rettighederne til at vise fodbold fra La Liga og Serie A, indgår samarbejdsaftale med TV 2. Aftalen betyder, at der hver uge vil blive vist én kamp fra enten Spanien eller Italien på TV 2 Sport og TV 2 Play. Derudover vil TV 2 Play-kunder inden længe kunne købe et Strive-abonnement med rabat.

TV 2 glæder sig til at kunne byde velkommen til verdensstjerner som Messi og Ronaldo, der spiller i henholdsvis FC Barcelona og Juventus.

– Dette er en unik aftale for os. Efter fire succesrige år med TV 2 Sport er det tid til at tage det næste store skridt. Det gør vi nu med fodbold fra den absolut øverste hylde. Det er verdens bedste klubhold og verdens bedste spillere, du nu kan følge på TV 2 Sport og TV 2 Play. Messi, Ronaldo og Modric er kendt af alle danske fodboldfans, og jeg er stolt over, at disse klassespillere og hold som Barcelona, Real Madrid og Juventus kan følges på TV 2 Sport, siger Frederik Lauesen (billedet), sportschef på TV 2, i en pressemeddelelse.

Læs mere om Strive her

Strive vil bruge samarbejdet til at udbrede kendskabet til streamingtjenesten og de to ligaer.

– Vi kunne ikke ønske os en bedre partner i arbejdet med at gøre verdens bedste fodboldklubber og -spillere mere synlige og tilgængelige for de danske fodboldfans, så de nemt kan nyde den unikke fodboldkvalitet, som La Liga og Serie A byder på hver uge, siger Strive-direktør Kristian Hysen.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Bredbånd.dk til et rart sted at være.