Vestager giver Google ny milliardbøde

Kasper Skov Jensen 21. marts, 2019
Foto:
Friends of Europe/Flickr

EU’s konkurrencemyndighed med danske Margrethe Vestager i spidsen har uddelt ny milliardbøde til Google.

Margrethe Vestager er blevet et særdeles dyrt bekendtskab for Google. For tredje gang på bare tre år, har hun, som chef for de EU’s konkurrencemyndighed, tildelt internetgiganten en milliardbøde. Denne gang drejer det sig om en bøde på 1,49 milliarder euro – omkring 11 milliarder danske kroner.

Ifølge EU har Google misbrugt sin markedsposition omkring annoncer på nettet. Hjemmesider kan bruge Googles søgefunktion til at søge på siden, og ved siden af resultaterne kommer der annoncer. Men det var ikke muligt for Googles konkurrenter, som Yahoo og Microsoft at købe annoncer her.

Læs også:Apple gør klar til længe ventet streamingtjeneste

– Google har cementeret sin dominans inden for netannoncer og skærmet sig selv mod pres fra konkurrenter ved at indføre anti-konkurrence restriktioner over for tredjepartshjemmesider. Dette er ulovligt ifølge EU’s konkurrenceregler, siger Margrethe Vestager i en pressemeddelelse, og understreger, at den praksis stod på i 10 år, indtil 2016.

Google mener, man har gjort hvad man kan for at imødekomme konkurrencemyndighedernes bekymringer. I 2017 fik Google en bøde på 18 milliarder kroner for at bruge sin egen tjeneste Google Shopping til at skævvride søgeresultater. Året efter vankede der en ny bøde på 32 milliarder kroner for at misbruge sin markedsposition omkring mobilstyresystemet Android.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Bredbånd.dk til et rart sted at være.