Yousee giver Youtube almindelig kanalplads

Kasper Skov Jensen 05. september, 2018
Foto:
Yousee

Yousee forsøger at indlemme Youtube som “almindelig” tv-kanal ved at give den store videoservice en kanalplads.

For nogle Yousee-kunder er det slut med at hive fat i flere fjernbetjeninger, hvis der skal skiftes mellem almindeligt flow-tv og Youtube. Kunder med Yousees 4K boks får fra 11. september Youtube på en valgfri kanalplads på linje med alle de traditionelle tv-kanaler.

– Det betyder, at vores kunder kan zappe direkte fra DR eller TV 2 til Youtube, og det er jeg sikker på især de yngste medlemmer af familien vil sætte stor pris på,” siger Jacob Mortensen, direktør for Yousee, i en pressemeddelelse.

Når snakken falder på danskernes tv-vaner bliver der ofte skelnet mellem gammeldags tv-sening og streaming, men de to kan ikke skilles ad, mener Yousee-direktøren.

– For mange danskere, ikke mindst de yngre, handler det ikke længere om enten streaming eller traditionelt tv. De to ting går hånd i hånd og beriger hinanden. Vores rolle er at samle det indhold, som vores kunder efterspørger, og gøre det så let tilgængeligt som mulig, og derfor arbejder vi hver dag på at tilpasse os danskernes ændrede underholdningsvaner, siger Jacob Mortensen.

Yousee har desuden offentliggjort, at der kommer en Yousee-app’ til fjerde generation af Apple TV.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Bredbånd.dk til et rart sted at være.